Gemt

Nye tal om Temu vækker opsigt: ”Det er simpelthen uhørt.”

20. juni 2024

Hver tredje forbruger har handlet hos kinesiske Temu, som nu er den næstmest anvendte netbutik i Danmark. Det viser en ny analyse, som Dansk Erhvervs E-handelsdirektør kalder bekymrende. Én graf giver dog håb.

Hvor stor er Temu egentlig i Danmark?

Det spørgsmål har mange stillet i forbindelse med, at den kinesiske virksomhed på kort tid er stormet frem i Danmark.

Nu giver en ny analyse svaret. Og det er opsigtsvækkende.

Hver tredje danske forbruger handler hos Temu, og 4 ud af 10 af Temu-kunderne gør det mindst én gang om måneden.

Tallene bliver endnu vildere, når vi dykker ned i analysen, forklarer E-handelsdirektør i Dansk Erhverv, Niels Ralund. Eksempelvis har knap halvdelen af børnefamilierne handlet på Temu:

”Vi vidste godt, at Temu er stormet frem, men jeg havde alligevel ikke regnet med, at det var så voldsomt.”

Kun overgået af Zalando
I analysen svarer fem procent af forbrugerne også, at deres seneste køb var hos Temu. Dermed overgås Temu kun lige akkurat af Zalando, som i flere år har været den suverænt mest benyttede netbutik i Danmark.

”Det er simpelthen uhørt, at de på så kort tid er gået fra ukendt til næsten at indhente Zalando,” siger Niels Ralund.

Den voldsomme fremgang er baseret på mange meget små ordrer, da gennemsnitsprisen per Temu-ordre er 181 kroner, hvilket er markant lavere end de 810 kr., som er gennemsnitsprisen for danskernes normale køb på nettet.  Alligevel tøver Niels Ralund ikke med at kalde Temus fremgang bekymrende på de danske virksomhedernes vegne:

”Det er jo mange, mange bække små, og det løber op. Samtidig har Temu fyret ufattelig mange penge af på markedsføring, og det har presset prisen for de danske virksomheder. Det er den kombination, der gør ondt,” uddyber han.

Prisen lokker
Temus slogan er ”Shop like a billionaire,” og det er da også muligheden for at købe endog meget billige produkter, der lokker forbrugerne til. I analysen svarer 7 ud af 10 Temu-brugere, at lave priser er det, der får dem til handle hos Temu.

Det kommer ikke bag på Niels Ralund, som henviser til, at netop prisen er i fokus i Temus velpolstrede og velsmurte marketingmaskine. I Dansk Erhvervs analyse svarer over halvdelen af Temu-brugerne, at det var reklamer på nettet, der inspirerede dem til at handle på den kinesiske platform.

”Prisen har de seneste år fået større betydning, så det er helt naturligt, at mange lader sig lokke af Temus absurde priser – især når de konstant bliver bombarderet med reklamer.”

Historien om Wish giver håb
Analysen er på mange områder bekymrende læsning, men der er dog også en enkelt grafik, som giver et håb. Grafikken viser, at forbrugerne i stor stil har droppet at handle hos Wish.com, der for nogle år tilbage stormede frem og dagligt sendte op mod 40.000 pakker til danske forbrugere.

Wish’ nedgang begyndte, da virksomheden skulle til at betale told og moms og følge reglerne i EU og derfor blev mindre attraktiv:

”Både i Danmark og i EU arbejder vi hårdt for, at historien gentager sig, selv om Temu er Wish på steroider. Temu skal tvinges at følge de samme spilleregler som andre netbutikker. Vi knokler på for at få fair konkurrence. Det er en sej kamp mod en hård modstander, men vi klør på. Tallene viser jo tydeligt, at det er nødvendigt,” siger Niels Ralund.  

E-handelsanalysen maj 2024

pdf

Download

Se alle vores artikler og tal om Temu

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent